En festdag for smagen og vores fag

Store Smagedag er en festdag og en anledning til, at vi i køkkenerne fejrer os selv og vores fag, og du er inviteret! Dagen skal give oplevelser, læring og energi til hverdagen, så maden, vi tilbereder til andre, bliver endnu bedre.

Hvor og hvornår?

Med Store Smagedag bruger vi én dag om året - den tredje onsdag i september - til at hylde den gode smag over hele landet. Det hele foregår i dit eget køkken, og I bestemmer selv, hvordan smagen bedst kommer i fokus hos jer.

 

Hvordan kan jeg deltage?

De behøver ikke at være medlem af foreningen eller tilmelde dig arrangementet for at deltage i Store Smagedag. Det eneste du skal gøre er at arbejde med smagen og eksperimentere med råvarerne på dagen. Vi kan hjælpe med inspiration og gode idéer, værktøjer og viden om smag.

Store Smagedag kan fejres på et utal af måder, og ingen er "rigtig" eller "forkert". Store Smagedag er dagen, hvor vi som madhåndværkere har lov til at være egoistiske og investere tid i os selv. Det er dagen, hvor vi slipper den gode smag løs, eksperimenterer og lader os inspirere af hinanden på kryds og tværs i og mellem køkkener.


Find inspiration til nye og spændende måder at fejre Store Smagedag på her, hvor vi har samlet eksempler fra de tidligere år.