Tage Torsk blev til fiskefrikadeller

Store Smagedag 2011 i Børnehuset Lynghøjen i Silkeborg

af Inger Erfurt

Billede 1

For mig at se er det uhyre spændende at starte der, hvor alt begynder her i livet - nemlig med børnene.

Der er jo ikke ret mange børn, der ser de friske fisk og får lov til at røre ved dem. Diverse fiskebusser, der holder rundt omkring, har enkelte hele fisk med, men det er ikke altid børnene ser dem og da slet ikke får lov til at røre ved dem.

Mange forældre har jo travlt i hverdagene og hvis de henter fisk ved fiskevognene, så vælges der jo ofte lette og tilberedningsklare fisk. Så derfor synes jeg jo, at det er fantastisk, når jeg arbejder med mad i vores daginstitution, at jeg kan inddrage børnene og give dem helt særlige oplevelser.

Heldigvis har jeg stor opbakning fra mine pædagogkollegaer i dette arbejde. Det gør jo, at vores børn får nogle fantastiske oplevelser, når der arbejdes på tværs i huset. 

Vi er så privilegerede, at forældrene synes det er et fantastisk stykke arbejde, som vi laver.

Vi er også så heldige, at vi har en forælder, der er fisker ude fra Hvide Sande. For to år siden kom han med en stor flamingokasse med meget forskelligt i. Lige fra forskellige slags krabber, blæksprutte, lille tigerhaj, konkylie, søstjerne, torsk, sej, rødspætte, sild, makrel mm.

Det var rigtig spændende at samle alle børnene og vise dem det hele, lade dem røre, mærke, bære osv. Til sidst tilberedte vi det, der kunne spises. En fantastisk dag var det dengang. Børnene var ellevilde og vildt stolte over at røre og holde de forskellige fisk, krabber mv.

Billede 7

Han har igen lovet at komme med en kasse med forskelligt i. Men da det er en stor kutter, så skal det lige passe med, at de kommer ind og vi kan nå og have lidt fornøjelse af det.

Da det ikke lige kunne passe ind i sidste uge tænkte jeg at så kunne vi jo lege med en enkelt fisk, og se hvad den kunne bruges til. Så derfor valgte jeg at få fat i en pæn torsk med hoved på til Store Smagedag. Vi fik derfor besøg af Tage Torsk - en stor torsk på ca 4 kg, som alle børnene fik set på, rørt ved og løftet En stor oplevelse var det for mange af dem at se den helt tæt på, at mærke dens skind, se de store øjne, mærke dens tænder og hale.

Efter at de alle havdeset Tage Torsk, så skulle den ud i køkkenet og torskekødet blev brugt til at lave fiskefars af til fiskefrikadeller. Jeg havde dagen i forvejen stegt en pæn portion fiskefrikadeller. Så menuen blev helt enkelt, idet det var fiskefrikadellerne der var i centrum.

Så en god gulerodssalat, gnavegrønt, hjemmelavet remouladedressing til fiskefrikadeller og rugbrødet blev et herligt frokostmåltid for både vuggestue og børnehavebørnene.

Opslagstavlen fortæller om menuen - der tegnes og fortælles...